Gå til hovedindhold

Velkommen

I en grøn oase med udsigt og nem adgang til Frederiksbjerg Bypark ligger Plejehjemmet Ankersgade 25-27.

  • Læs op

Indhold

    På Ankersgade mærkes det ikke, at du befinder dig midt i byen. Her er roligt og rart at være og foruden den skønne bypark, har vi også vores egen demenssikrede have, som er et skønt samlingssted i de varme måneder. 

    De to opgange som udgør plejehjemmet, har tilsammen 46 boliger, som alle er lyse og rummelige toværelses lejligheder, hvor også ægtepar kan bo. Alle lejligheder har terrasse eller altan, som vender ud mod det grønne. I hver opgang er en fælles spisestue, hvor mange vælger at sidde sammen og nyde dagens måltider. Ligeledes samles mange beboere til eftermiddags- eller aftenhygge i de fælles dagligstuer, som findes i hver opgang.   

    Aktiviteter som banko, quiz, sangcafé, ugentlige busture, besøg af daginstitutioner og en besøgshund er noget af det, som husets aktivitetsmedarbejdere i samarbejde med de øvrige medarbejdere arrangerer for beboerne. Nogle aktiviteter henvender sig beboere, der ønsker samvær og udadvendte aktiviteter. Andre aktiviteter henvender sig til beboere, som foretrækker ”en” til ”en”-samvær.

    Vores nabo er Folkehuset Ankersgade, som hver måned afleverer et nyhedsbrev i postkasserne, så alle kan følge med i, om der også er nogle af folkehusets mange aktiviteter og arrangementer, man har lyst til at deltage i. Vores ønske er, at hverdagen bliver fyldt af lige præcis det, den enkelte har brug for og lyst til.  

    Vi ved, at det at flytte på plejehjem er en stor forandring, både for den som flytter ind og for de pårørende. Derfor lægger vi stor vægt på at sikre en god overgang til livet på plejehjem. Alle mennesker har forskellige behov og ønsker for den gode indflytning og hverdag, og det er vores opgave at skabe rammerne for en hverdag og et hjem, der passer til den enkelte.

    Vores vision er, at beboere, pårørende og medarbejdere oplever Plejehjemmet Ankersgade 25-27 som det bedste sted at være. Ud fra vores tre værdier; respekt, ambitioner og kærlighed skabes der stjernestunder og livskvalitet gennem gode oplevelser, fællesskab, tryghed og faglig kvalitet.  

    Herudover er det som ledelse vigtigt for os at være en synlig og naturlig del af hverdagen i huset. Ved indgangen i de to opgange har vi vores kontor. Vores dør er altid åben og vi tager os altid tid til en snak om stort og småt. Vi værner om det gode arbejdsmiljø og den gode tone, som kendetegner plejehjemmet. Her hjælper og inddrager vi hinanden.   

    Ledelsen i Ankersgade 25-27 består af forstander Karin Fenger Ellekrog (tv.) og viceforstander Charlotte Jobe (th.) 

    Vi glæder os til at byde dig velkommen. 

    Sidst opdateret: 27. oktober 2023