Gå til hovedindhold

Velkommen

I grønne omgivelser i Aarhus Nord ligger Plejehjemmet Skelager.

  • Læs op

Indhold

    På Skelager har alle boliger egen terrasse eller altan, der giver beboerne mulighed for nemt at komme ud og nyde den friske luft. Vi har flere grønne atriumgårde, et orangeri og en pavillon og nyder udelivet i alt slags vejr. 

    Vi ønsker, at Skelager skal være et levende hjem, hvor livet er værd at leve. Vi er et mangfoldigt hus og vi har en stor rummelighed over for alle. Livskvalitet og selvbestemmelse er omdrejningspunktet i vores arbejde og vi gør meget ud af at skabe en god overgang til livet på plejehjem.

    Der er gode busforbindelser til og fra Skelager, og en kort gåtur herfra ligger Skejbycenteret, der bl.a. har dagligvarebutik, apotek og frisør. Den korte gåtur til centeret gør, at mange af vores beboere selv kan gå herover, hvis de har lyst. Andre beboere har behov for, at en medarbejder tager med og dette arrangerer vi gerne så vidt det er muligt. Ved siden af plejehjemmet ligger Skelager Kirke. En gang om måneden følger vi de beboere, der har lyst, til gudstjeneste i kirken.

    Huset er løbende moderniseret med hjælp fra en indretningsarkitekt. Vi har farver og kunst på væggene, som skaber hygge og hjemlighed. Huset er inddelt i tre afdelinger, som alle har en dagligstue med bløde sofaer og spisestuemøbler. Her kan beboerne nyde socialt samvær med naboer og spise deres måltider, hvis de har lyst. Alle måltider bliver tilberedt lokalt i vores tre køkkener, så duften kan sprede sig og vække appetitten. 

    Ledelsen på Skelager består af forstander Marianne Ahl, viceforstander Tina Rom Nielsen og viceforstander Maria Leegård Thomsen.

    Sidst opdateret: 19. april 2024