Gå til hovedindhold

Velkommen

På Plejehjemmet Borgvold i Viby skal alle føle sig hjemme, velkommen og tilpas.

  • Læs op

Indhold

    Som nabo til Vibyparken og Viby Skole ligger Borgvold Plejehjem godt placeret. Med fine stisystemer er der gode muligheder for gåture, hvor parkens ro, dufte og årstidernes skiften kan nydes. Og fra vores store sansehave kan vi med glæde følge med, når børnene på skolen mødes på udearealerne. Børnene på Viby Skole kender os godt, da de ofte kommer på besøg for at fejre højtider og hygge med os på almindelige hverdage. 

    Vi ved, det er en omvæltning at flytte på plejehjem – både for den som flytter ind og for de pårørende. Derfor gør vi meget ud af at skabe en god overgang til livet på plejehjem, så Borgvold hurtigt føles som hjem. Alle mennesker har forskellige behov og ønsker for en god hverdag, og det er vores opgave at skabe rammerne for en hverdag og et hjem, der passer til den enkelte. 

    Det betyder meget for os, at vi har et godt samarbejde med pårørende. De skal føle, at de kommer på besøg hos deres nære i deres hjem. Ved indflytning spørger vi derfor ind til, hvordan beboeren og de pårørende godt kan lide at være sammen, og hvad de plejer at lave sammen, så vi kan hjælpe med at sikre rammer til, at dette kan fortsætte på Borgvold.

    Vi tager højde for de mange individuelle behov, som beboerne selvfølgelig har, men har samtidig øje for det sociale, bl.a. ved at arrangere fælles arrangementer, der samler interessefællesskaber på tværs af huset. Det er vigtigt for os, at vi kan hjælpe med at bevare det, der giver glæde i hverdagen.

    Der er en rar og imødekommende stemning på Borgvold, som mærkes så snart man træder ind i huset. Huset har 40 lejligheder i alt, som er placeret i små afsnit med 10 lejligheder i hver. Vi kalder de fire afsnit for: Udsigten, Oasen, Parken og Kongelunden. Til hvert afsnit er der et køkken og en fællesstue med udgang til en stor terrasse.

    Som ledelse er det vigtigt for os at væres synlige for alle i huset. Beboere, pårørende og husets medarbejdere ved, at vi altid tager os tid til en snak om stort og småt. Vi deltager i aktiviteter og er gerne de første, der byder op til dans, når vi holder fester. Vi er stolte af vores medarbejdere. De skal gå på arbejde og mærke, at de er dygtige til det, de gør og at de kan udvikle sig både fagligt og personligt på Borgvold. 

    Ledelsen på Borgvold består af forstander Nanna Tinggaard Nielsen (th.) og viceforstander Tina Hoberg Overby (tv.).

    Vi glæder os til at byde dig velkommen.

    Sidst opdateret: 15. november 2023