Kirsten elsker musik og går helst til koncerter et par gange om måneden. Hun kan lide alt fra heavy metal til klassisk musik. Det er vigtigt for Kirsten at give gode oplevelser til beboerne, og hun ved, hvordan sang og dans kan mærkes i krop og sjæl. Hun har selv sunget gospel i mange år og elsker, at der på Engsøgård bliver sunget, så snart der er en anledning. Beboerne på Engsøgård elsker fest og farver.

Jeg synes, det er vigtigt, at livet leves hele livet. Der skal være plads til sjov og ballade, men også til ro og eftertænksomhed.
Kirsten Dodensig

Det sidste finder hun i fluefiskeri. Hun elsker det frirum og den stilhed, der er, når hun står ude i vandet. Når fiskene er fanget, tilbereder hun dem sammen med sin mand i den lille rygeovn, de altid har med. I Engsøgårds sansehave og i udsigten over Brabrand sø finder man også den ro og skønne natur, som Kirsten ved, at mange af beboerne også nyder. Kirsten sætter sig gerne ud i huset og arbejder. Hun nyder at være en del af huset og få nogle gode snakke med beboerne. Det er helt essentielt for hende at høre beboerne om deres ønsker til aktiviteter og Engsøgård generelt. Hun er ikke bleg for at give et kram eller tage en beboer med ud og mærke sneen i haven på en vinterdag. Det er ofte de små hverdagsting, der gør forskellen, og Kirsten arbejder for at skabe et hjem med sjæl og varme.