Velkommen
På Specialplejehjemmet Carls Blochs Gade hjælper vi borgere med komplekse psykiske, somatiske og sociale udfordringer.
Carl Blochs Gade er et plejehjem med speciale i borgere, der har behov for pleje og omsorg samt socialpædagogisk støtte.
Hos os møder vi mennesker med forskellige livshistorier, behov og ønsker til livet. Tilbuddet er rettet mod borgere, som har lette til moderate psykiske lidelser og/eller et tidligere eller nuværende misbrug kombineret med somatiske plejebehov. Med en helhedsorienteret og specialiseret tilgang skaber vi en tryg og struktureret hverdag, hvor den enkelte får den støtte og omsorg, der giver mening for netop dem.
Vi tror på, at en god hverdag ser forskellig ud fra menneske til menneske. Derfor tager vores medarbejdere altid udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker, ressourcer og livshistorie. Gennem stærke relationer og med blik for de dilemmaer, der kan opstå, støtter vi borgeren i at skabe en hverdag med større tryghed, stabilitet og meningsfuldhed.
Carl Blochs Gade er et levende hus, hvor der er plads til både fællesskab og privatliv. Her har hver borger sin egen lejlighed, samtidig med at vi deler opgange og fællesarealer med hinanden. Plejehjemmet ligger i forlængelse af 76 ældreboliger, og sammen skaber vi et aktivt fællesskab med plads til sociale aktiviteter, samvær og gode oplevelser.
Vi har en særlig placering midt i Aarhus ved åen og omgivet af høje, gamle træer. Alle boliger har egen altan eller terrasse, og fra vores fælles glassal kan man følge årstidernes skiften. Her samles vi til blandt andet sang, spil, film og hyggeligt samvær.
Fællesskab, medborgerskab og humor er nøgleordene på Carl Blochs Gade.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.
Caroline Marie Steenholt
Viceforstander på Carl Blochs Gade
Telefon: 21 80 34 30
E-mail: camast@aarhus.dk