Plejehjemmet Trøjborg ligger centralt tæt på bymidten, havnen, Østbanetorvet, Aarhus Sygehus og skoven. Plejehjemmet, som ligger midt på Kirkegårdsvej, er nærmeste nabo til den store og smukke Nordre Kirkegård, som er karakteriseret ved gamle og fornemme gravminder, forskelligartede træer og et meget benyttet grønt område. Trøjborg er et meget attraktivt boligområde, som oprindeligt opstod som arbejderboliger opført i etager omkring århundredeskiftet. I dag er området befolket af en skøn blanding af ældre borgere og mange unge mennesker. Den kendte forretningsgade Tordenskjoldsgade, som ligger i umiddelbar forlængelse af Kirkegårdsvej, giver gode muligheder for både specialindkøb og dagligvareindkøb, ligesom der er en hyggelig biograf.

Personalesammensætningen på plejehjemmet består af sosu-personale, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, husassistenter og ernæringsassistenter. Vores fælles vision er at sikre, at vores beboere har et godt hverdagsliv.

Plejehjemmet er tilknyttet huslægeordningen, og vi har et godt og tæt samarbejde med Trøjborg lægehus.

Dagligdagen

På plejehjemmet Trøjborg bliver du mødt af personale, som brænder for deres fag. Vi arbejder altid med udgangspunkt i dine ønsker og behov. Hver beboer har tilknyttet et lille team af medarbejdere, som arbejder i både dag- og aftentimerne. Vi har et mål om, at du skal være selvhjulpen længst muligt.

Aktiviteter

Vores 'omsorgsteam', som består af medarbejdere, laver en aktivitetsplan ud fra de ønsker, som beboere kommer med. Derudover er der rig mulighed for at komme med forslag til aktiviteter, og vi er altid åbne for nye input. Eksempler på aktiviteter er:

  • Busture
  • Babyrytmik
  • Foredrag
  • Sangcafé
  • Dame- og herrefrokoster

Derudover har du som beboer på et plejehjem i Aarhus Kommune et klippekort med en halv times ekstra hjælp pr. uge, som du kan bruge præcis, som du vil. Det kan være hjælp til at få ryddet op, at komme en tur ud, at blive ledsaget til sociale arrangementer eller måske hjælp til at arrangere selv at få gæster. Du kan enten bruge dine klip løbende, eller du kan spare klip sammen, hvis du gerne vil noget, der tager lidt længere tid.

Mad og fællesskaber

Alle, som ønsker at spise i fælleskøkkenet eller i stuen, er velkomne til dette. Der er et fælleskøkken og en stue på hver etage. I køkkenerne på de 3 første etager tilbereder vores kok, René, og vores ernæringsassistenter, Lone og Maria, dejlig hjemmelavet mad og skønne kager til alle ugens dage. De tager gerne imod nye ideer. Pårørende og venner er velkomne til at spise med mod betaling - kaffen kan I frit forsyne jer med. Hver anden søndag er der fællesspisning for beboere i restauranten på 1. sal. Vi får en lækker menu og vin til maden.

Fælleslokaler

På hver etage er der et fællesrum, som indbyder til samvær med dine naboer. Der er også et fælles køkken og en dagligstue. I stueetagen har vi et træningslokale, hvor du kan træne under vejledning af vores fysioterapeut. Borgere udefra bruger også lokalet til træning. I stueetagen har vi også en frisør/fodpleje, hvor du kan blive smukkeseret og puslet om. 

På 1. sal er der et større rum, som vi kalder”restauranten”, som vi bruger til fælles arrangementer for beboerne. Der er også et lille hyggeligt rum, som vi bruger til kognitiv træning. På 2. sal har vi indrettet en hyggekrog, hvor der én gang om ugen er udskænkning.

Udeliv

Da vi har adresse midt i byen, har vi ingen have. I stedet har vi en dejlig terrasse, som er meget populær om sommeren, og så har vi en skøn gårdhave med bærbuske og krydderurter mm., som du kan dufte til og smage på. Vi pynter gårdhaven og terrassen med blomster, som passer til årstiden, så der er en hyggelig atmosfære. I sommerperioden griller vi flere gange og hygger i det gode vejr. Som pårørende og gæst i huset er du velkommen til at bruge både terrassen og gårdhaven.