Velkommen
I smukke, grønne omgivelser ligger Plejehjemmet Trøjborg, som er Aarhus ældste plejehjem.
Plejehjemmet emmer af historie og æstetik, og selvom huset er det ældste i byen, er det moderne og bekvemmeligt, da det løbende er renoveret og opdateret.
Vi er placeret midt i byen men med adgang til en stor dejlig gårdhave med grønne bede, blomster, grill, orangeri og bålfad. Vores gårdhave er et skønt samlingssted, hvor vi indbyder til aktiviteter og hyggestunder, såsom grill, sommerfest, Sankt Hans, juleudsmykning med videre.
Vi gør meget ud af at skabe en god overgang til livet på plejehjemmet, hvor vi værner om det liv, der kommer, når en ny beboer flytter ind. Alle beboere er forskellige og har forskellige opfattelser af, hvad et meningsfuldt liv indeholder. Vi har derfor altid fokus på, hvad der skaber livskvalitet og livsglæde for den enkelte med udgangspunkt i beboerens samlede livssituation. Det tætte samarbejde med de pårørende er afgørende, og vi har som mål at skabe en atmosfære, hvor det er lige så trygt at besøge sine nære, som det er at tage hjem igen.
Hver beboer er tilknyttet en mindre gruppe af medarbejdere, som arbejder i dag- og aftentimerne. Det giver tryghed at kende de ansigter, der kommer i ens hjem. Vi har i huset beboere med mange forskellige plejebehov, og vi tilrettelægger hverdagen, så vi på bedst og mest personlig vis kan hjælpe med at opfylde disse behov.
Som en del af personalet har vi en ’omsorgsgruppe’, som blandt andet planlægger arrangementer, busture, dame- og herrefrokoster, julebal, banko og besøger beboerne. Vi vægter det sociale liv højt og sørger for at beboerne har mulighed for at tilvælge forskellige aktiviteter i løbet af ugen.
Vores 68 boliger er fordelt på fire etager. På hver etage er der udover de private boliger også fælles boligarealer som køkkener og spise- og opholdsrum. Derudover har vi en hyggelig bodega, en restaurant, en frisørsalon, en købmand og et wellnessrum, hvor beboerne blandt andet kan få ansigts- og fodbehandlinger. Vi annoncerer løbende åbningstiderne og holder beboerne opdateret. Der er nem adgang imellem etagerne via rummelig elevator og trappe, og selvom huset er stort, er det nemt at finde rundt.
Lejlighederne varierer i størrelse og indretning. Fælles for dem er, at de alle har en størrelse, som gør det muligt at indrette sig efter individuelle behov og ønsker, så det føles hjemligt og trygt. Desuden har de alle et tekøkken og et stort badeværelse.
Som ledelse har vi fokus på at være synlige og nærværende overfor alle beboere, pårørende og medarbejdere, og vi er tilgængelige for en snak om stort og småt. Vores omdrejningspunkt er at give beboerne så mange gode stunder som muligt – gerne i tæt samarbejde med familie og venner, der er en vigtig del af hverdagen i huset. Vi vægter ligeledes medarbejdernes trivsel højt og følger dagligt denne via appen TeamEffect, så vi kan sikre at den forbliver høj.
Ledelsen på Trøjborg består af forstander Marianne Nasseri (tv.), viceforstander Berit Dahl (th.) og viceforstander Christina O. Levesta.
Vi glæder os til at byde dig velkommen.