Gå til hovedindhold

Velkommen

I smukke, grønne omgivelser ligger Plejehjemmet Trøjborg, som er Aarhus ældste plejehjem.

Indhold

    Plejehjemmet emmer af historie og æstetik, og selvom huset er ældst i byen, er det moderne og bekvemmeligt, da det løbende er renoveret og opdateret.

    Med placering midt i byen har vi en stor dejlig gårdhave med grønne bede, blomster, grill, orangeri og bålfad. Vores gårdhave er et skønt samlingssted, hvor vi indbyder til aktiviteter og hyggestunder, såsom grill, sommerfest, Sankt Hans, juleudsmykning med videre.

    Vi gør meget ud af at skabe en god overgang til livet på plejehjemmet, hvor vi værner om det liv, der kommer, når en ny beboer flytter ind. Alle beboere er forskellige og har forskellige opfattelser af, hvad et meningsfuldt liv indeholder. Vi har derfor altid fokus på, hvad der skaber livskvalitet og livsglæde for den enkelte med udgangspunkt i beboerens samlede livssituation. Vi værdsætter det tætte samarbejde med pårørende og har som mål at skabe en atmosfære, hvor det er lige så trygt at besøge sin nære, som det er at tage hjem igen.  

    Hver beboer har tilknyttet en mindre gruppe af medarbejdere, som arbejder i dag- og aftentimerne. Det giver tryghed at kende de ansigter, der kommer i ens hjem, og vi arbejder altid med udgangspunkt i den enkelte beboers ønsker og behov. Som en del af personalet har vi en ’omsorgsgruppe’, som blandt andet planlægger arrangementer, busture, dame- og herrefrokoster, banko og besøger beboerne afhængig af, hvad der er behov for.    

    Trøjborgs 68 boliger er fordelt på fire etager. På hver etage er der udover de private boliger også fælles boligarealer som køkkener, spise- og opholdsrum. Derudover har vi en Bodega, en Restaurant, Wellnessrum, en Frisørsalon og en Købmand, som alle har åben for beboerne på udmeldt tidspunkter.  

    Lejlighederne varierer i størrelse og indretning. Fælles for dem er, at de alle har en størrelse, hvor det er muligt at indrette med forskellige rumopdelinger. Desuden har de alle et tekøkken og et stort badeværelse. 

    Som ledelse har vi fokus på at være synlige og nærværende overfor både beboere, pårørende og medarbejdere, og vi er altid tilgængelige for en snak om stort og småt. Vores omdrejningspunkt for beboerne er at give dem så mange gode stunder som muligt – gerne i tæt samarbejde med familie og venner, der er en vigtig del af hverdagen i huset.

    Ledelsen på Trøjborg består af forstander Marianne Nasseri (tv.) og viceforstander Berit Dahl (th.).

    Vi glæder os til at byde dig velkommen. 

    Sidst opdateret: 9. november 2023