Gå til hovedindhold

Velkommen

Stjernestunder og respekt for beboernes særlige behov er kerneværdierne på Vestervang 42.

Indhold

    Hos os er vi meget optaget af beboernes svar på det enkle spørgsmål: ”Hvad er vigtigt for dig?”. Svarene viser sig nemlig altid at være betydningsfulde for, hvordan vi bedst muligt hjælper den enkelte beboer.
     

    Vores vision er, at livet skal leves hele vejen igennem. Det indebærer, at der skal være fokus på at forebygge hjælpeløshed, ensomhed og kedsomhed.


    Vi prioriterer hverdagen, og hos os fylder især hygge og samvær mellem generationer. Derfor har vi gjort en stor indsats for, at plejehjemmet hver uge får besøg af både mødregrupper med babyer og en ”venskabsvuggestue”.
     

    Til en indholdsrig hverdag hører for mange også samvær med dyr, og derfor har vi til plejehjemmet tilknyttet flere besøgshunde, som kan være med til at holde beboerne med selskab. Det er en fornøjelse og en daglig glæde at se det lys, der tændes i øjnene på mange, når både hunde og børn ”kalder” på kontakt og omsorg fra beboerne. 

    I fællesskab er det lykkedes at skabe en grøn oase i gårdhaven, hvor sanserne stimuleres med dufte, lyden af rislende vand, farverige blomster og krydderurter, som kan bruges i køkkenet. Det er en mulighed, vi benytter, hver gang vejret og lejligheden byder sig.  

     

    Der er på plejehjemmet ligeledes fælleslokaler og træningsrum, og kalenderen er altid fuld af spændende aktiviteter.  

     

    Ledelsen på Vestervang 42 består af forstander Lene Trøjborg og viceforstander Annemette Munk Buhl..

     

    Vi glæder os til at byde dig velkommen. 

    Sidst opdateret: 1. oktober 2024