Gå til hovedindhold

Velkommen

På Plejehjemmet Åbygård skaber vi hver dag en meningsfuld hverdag for huset beboere, hvor både den enkelte og fællesskabet prioriteres.

  • Læs op

Indhold

    Omgivet af natur, vand og by ligger Plejehjemmet Åbygård centralt placeret i Aarhus bydelen Åbyhøj. Plejehjemmets 36 boliger, der alle har plads til ægtepar, er fordelt på fire forskudte etager. De fleste boliger har egen have eller altan, og plejehjemmet har herudover en skøn, frodig have, hvor vi bl.a. har høns, som en lokal børnefamilie hjælper os med at passe.

    På Åbygård plejer vi at sige, at vi er en stor familie. Med det mener vi, at både ledelsen, medarbejderne, beboernes familie og venner og vores mange dygtige frivillige hver dag hjælper hinanden og samarbejder om at skabe et meningsfuldt liv for beboerne. Vi taler åbent og ærligt med pårørende om, hvordan vi og de kan fordele fælles opgaver, som fx at passe vores have eller arrangere en sommerfest for husets beboere. To gange om året inviterer vi også til pårørendemøde, hvor vi særligt taler om det, som de pårørende har på hjerte.

    Vi gør meget ud af at skabe en god overgang til livet på plejehjem, og gør meget ud af at lære den enkelte beboer godt at kende; Hvad er det for en beboer, som flytter ind. Hvad betyder noget for denne beboer og hvad har vedkommende af ønsker, behov og mål? Alle beboere på Åbygård har to kontaktpersoner, som har det overordnede ansvar for at skabe rammerne om en god hverdag. Jo bedre vi kender en ny beboer, jo bedre forudsætninger har vi for at finde kontaktpersoner, som har de faglige og personlige kompetencer, som giver mening for beboeren.

    I det daglige hjælper vi med at planlægge og strukturere en hverdag, der gør det muligt at dyrke de nære relationer mellem plejehjemmets beboere. Det giver glæde for mange at have sociale relationer og aktiviteter at deltage i sammen. Medarbejderne koordinerer selv internt, hvordan de kan bringe deres fagligheder og interesser i spil, så det er meningsfuldt og spændende at gå på arbejde. Er en medarbejder særligt glad for at cykle, kan denne medarbejder have ansvaret for at koordinere og deltage på cykelture, hvor en kollega, som nyder madlavning, kan stå i spidsen for de aktiviteter, der finder sted i køkkenet.

    Ved at vi som ledelse ser den enkelte, både beboere, deres pårørende og Åbygårds medarbejdere har vi skabt et hus, hvor vores trivsel er høj. Det er vi stolte af og det er noget, vi værner meget om.


    Åbygårds ledelse og medarbejdere er samlet til sommerfest, juni 2023

    Ledelsen på Åbygård består af forstander Marlene Ravn Wegener (th.) og viceforstander Connie Madsen (tv.) (billede øverst)

    Vi glæder os alle til at byde dig godt velkommen.

    Sidst opdateret: 11. april 2024