Lene elsker at cykle og bruger den, hvor end hun er, også selvom det er en tur til Skagen, eller hun bare vil se, hvor langt hun kan nå i dag. Cykling er en af hendes fortrukne måder at være sammen med sin familie på, og hun nyder at se beboerne få glæde af at cykle. Fra nichen over for hendes kontor kan man se ud over parken. Hun elsker udsigten derfra og bliver glad, når beboerne sætter sig der. Det får gangen til at summe og Lene til at smile.

Naturen og årstiderne er vigtige, og jeg prøver at trække lidt natur ind på gangene og beboerne ud i haverne.
Lene Rosenkrantz Josefsen

Selv bruger hun sin have til afstressning og dyrker en masse grønsager. Der skal helst være noget at plukke og smage, både derhjemme og i Vejlby. Ernæringsassistenterne er gode til at bage lækre brød og kager, så det dufter godt på gangene. Lene har en sød tand og bager også gerne selv. På Vejlby har hun altid en åben dør og giver gerne en hjælpende hånd. Hun elsker at se personalet tage initiativer og lykkes. Det kan blot være en gåtur med beboerne eller at holde en i hånden.