Karin nyder, når det summer af liv og latter på gange og i dagligstuer. Der er tit besøg ved akvarierne, hvor man altid kan få sig en snak over fiskene. På gangene hænger der smukke fotografier fra en svunden tid, og de er gode samtalestartere. Karin kan selv gennem billederne få erindringer fra sin barndom. Karin har stor respekt for det enkelte menneske ’bag’ beboeren.

Det er et privilegium at få et indblik i beboerens levede liv.
Karin Jørgensen

I hverdagen nyder Karin at følge personalets samspil med beboerne. Hun værdsætter at se begges glæde, når strikkepindene tages frem i strikkeklubben, når gyngen sættes i gang i sansehaven, når Rickshawcyklen tages frem og cykelhjelmene spændes - fordi en tur til travbanen, skoven, slottet, havnen m.m. venter forude - når spil, neglelak, film, madam blå tages frem – aftalt eller ej. Det er vigtigt for Karin, at der er plads til humor, sjov og ballade. Det skal være rart at være - og at komme - på Rosenvang. Traditioner er vigtige, men vigtigt for Karin er også, at sætningen ’det plejer vi at gøre’ ikke fylder hos personalet på Rosenvang. Der skal i stedet være plads til udvikling og nytænkning, hvor det giver mening. Der er altid bolcher at finde på Karins kontor, og hun vægter at have døren åben for alle, som har lyst til at kigge ind til en snak og et bolche.