Gå til hovedindhold

Dagligdagen på Egely

Læs mere om livet på Egely: Mad, aktiviteter og personale.

  • Læs op

Indhold

    Mad

    Hver morgen spreder der sig en duft af nybagt brød i de fire små køkkener ved vores dagligstuer.
    Personalet kommer rundt og hjælper beboerne i gang med dagen, og tager hensyn til den enkelte beboers behov og dagsrytme. Til frokost får vi lækkert smørrebrød, og til aften serveres den varme mad.

    God mad er meget vigtigt. Dagen igennem serveres veltilberedt mad tilpasset den enkeltes behov. Vi har vores egen madproduktion i kælderen og har en meget erfaren personalegruppe, der sørger for høj kvalitet både til hverdag og fest.

    Vi fejrer altid beboernes fødselsdag med den kage, som beboeren gerne vil have. Er der særlige ønsker til mad i hverdagen, så prøver vi også at få det ind i vores planer.

    Aktiviteter 

    Egely har et stort og hyggeligt aktivitetslokale, hvor vi mødes til mange fester i løbet af året.
    Vores skønne aktivitetsmedarbejder sørger for et alsidigt aktivitetsprogram og fantastiske fester.

    Til festerne sørger vores køkken altid for den lækreste festmenu, der overrasker positivt hver gang.
    Det er som en stor familiefest, hvor pårørende, frivillige og personale hjælpes ad med at skabe festlig stemning og servere den dejlige mad. Til de fleste fester har vi musikunderholdning.

    Aktivitetslokalet er desuden det sted, hvor beboere fra begge etager fx kan:

    - prøve at vinde en plade chokolade til banko
    - forsøge at gætte en sang eller gribe en ballon til Claude’s/Kathrines musiktime
    - få en lille dans til Allans musikunderholdning
    - være med til Anne’s Mandegruppe hvor fx Århus’ historie vises i billeder og vækker minder
    - lytte til vores skønne præst til gudstjeneste
    - komme til underholdning – vi har fx. haft besøg af et kor, en dansegruppe og en bakkesangerinde
    - træne på vores træningsredskaber sammen med vores fysioterapeut

    Personale

    Vi har ansat social-og sundhedshjælpere, social- og sundhedsassistenter og en mindre gruppe ufaglærte afløsere – alle grundigt oplært.

    Vi har egne sygeplejersker i dagtimerne og dækkes af de udekørende sygeplejersker aften og nat ved behov.

    På Egely har vi stort fokus på at hjælpe vores beboere med at bevare flest mulige funktioner så længe som muligt. Vi sætter tidligt ind med alsidig træning for at holde fast i beboernes funktioner og livsglæde.

    Vi har vores egen fysioterapeut, og beboerne kan træne med hende enten alene eller som del af hendes holdtræning. Der er oftest festlig stemning og sang til ”arbejdet”.

    Vi har ekstra indsats omkring træning i hverdagsfunktioner og spisesituationer sammen med vores to ergoterapeuter, der også har aktivitet og samvær med beboerne enkeltvis.

    Vi sætter tidligt ind med hjælpemidler, der kan gøre hverdagen bedre for den enkelte, når der er brug for det.

    Egely er uddannelsessted for sosuhjælper-elever og sosuassistent-elever. Vi har to praktikvejledere, der sørger for et højt kvalificeret uddannelsesniveau. Vores elever er med til at skabe meget glæde og ekstra nærvær i dagligdagen for vores beboere.

     

    Sidst opdateret: 15. marts 2024