På Koltgården skal det gode hverdagsliv leves. Vi er et Eden Alternative registreret plejehjem. Læs mere om Eden-konceptet

På Koltgården er der 24 forskellige hjem, hvor der er plads til, at vi er forskellige. Hos os er beboernes ønsker og mål i centrum i dagligdagen - både når vi snakker om aktiviteter i eller uden for huset. På Koltgården spiser vi altid hjemmelavet mad, der laves fra bunden af gode og for det meste økologiske råvarer. Maden skal dufte og smage af det samme.

Aktiviteter

Vi holder husmøde en gang om måneden. Her kan beboerne komme med ønsker til aktiviteter, og vi taler om, hvordan det går i hverdagen. Ud fra ønskerne planlægger vi aktiviteter både på Koltgården men også uden for Koltgården.
Eksempler på aktiviteter:

  • Bustur ud i det blå
  • Gudstjeneste
  • Sangcafé
  • Torsdagsbar
  • Besøgshund fra Trygfonden

Aktiviteterne bliver afviklet med hjælp og støtte fra pårørende, frivillige samt personalet. Har du mod på at give en hånd med, så kontakt forstander Helle Zanchetta Jensen, tlf. 41 87 24 94, e-mail: hellejens@aarhus.dk.

Mad og fællesskaber

På Koltgården bliver alt mad lavet fra bunden i vores egne køkkener, der ligger midt i hjertet af vores to fællesrum. Vi lægger stor vægt på, at maden er økologisk, og at duft og smag følges ad. Beboerne er altid velkomne til at komme med ønsker til menuplanen, der bl.a. findes i Koltgårdens nyhedsbrev. Efter ønske fra beboerne får vi varm mad til middag.

Fælleslokaler

Fællesrummene er for alle beboere og må benyttes sammen med beboernes venner og familie. Det sammen gælder for vores pavillon i haven.

Udeliv

På Koltgården følger vi naturen tæt. Om vinteren fra fællesrummene, der har store vinduer ud til vores skønne have. Om sommeren nyder vi livet i haven, hvor vi bl.a. griller. Om sommeren har vi krukker med blomster og kapilærkasser med tomater og agurker, som vi først passer for senere at nyde.
Derudover holder vi meget af vores ture ud i det blå, hvor årstiden følges tæt – det hele gerne sammen med en kop god kaffe.

Kæledyr

På Koltgården er du velkommen til at have dit eget kæledyr med, hvis du selv kan passe det, og det kan omgås husets andre kæledyr og beboere. Vi har huskatten ”Lille”, som er til stor glæde for beboerne. Derudover får vi også besøg af en besøgshund fra Trygfonden og medarbejderne har ofte deres kæledyr med på arbejde til glæde for hele huset.