Plejehjemmet Hjortshøj er først og fremmest beboernes hjem, hvor vi har fokus på et godt hverdagsliv. Vi har også fokus på individuelle behov og fællesskaber, og familie og venner er en naturlig del af hverdagslivet på Hjortshøj. Vi har et beboerråd, hvor beboere og familie tager stilling til hverdagsønsker og andre forslag.

På vores plejehjem kommer forskellige grupper af mennesker fx fagpersonale, huslæge, familie, frivillige, elever, studerende, byens borgere, husvenner m.m. 

Aktiviteter

Vi har en ugeplan over faste aktiviteter, og vi har også en oversigt over aktiviteter, som opstår mere eller mindre spontant. Vi planlægger bl.a. vores aktiviteter efter årstiderne. Lokalcenter Hjortshøj ligger lige ved siden af, og på lokalcentret er der en café og andre aktiviteter, som du også er velkommen til at deltage i, hvis du kan og har lyst.

Mad og fællesskaber

På plejehjemmet Hjortshøj prioriterer vi mad og måltider højt. Vi har en økologiprocent på cirka 50%. Vi får varm mad om aftenen, og maden laver vi selv i et af vores tre køkkener. Når du flytter ind, spørger vi dig, om du har særlige ønsker til menuen, og derudover har vi et madudvalg, som består af én beboer fra hvert hus. Vi planlægger menuen efter årstiderne, og når der fødselsdage, laver vi også en særlig menu. Familie og venner er velkommen til at deltage, og vi har altid varm kaffe på kanden til dem, der kigger forbi.

I vores dejlige have har vi bær, frugt og grønt, som beboerne selv kan høste. Vi laver marmelade, syltede rødbeder, solbærlikør og æbleflæsk m.m. Vi har et samarbejde med børn fra den lokale skole, som høster grønt og laver bålmad eller andet til os. Vi nyder også at dyrke det gode naboskab med beboerne fra ældreboligerne, som ligger ved siden af.

Fælleslokaler

Vi gør meget ud af, at du skal føle dig hjemme. Vi synes, det er vigtigt, at der er hyggeligt og ryddeligt i rette doser. I fællesrummene har vi indrettet os med nye møbler og enkelte fine, ældre møbler. Der er flere små, hyggelige kroge til få personer rundtomkring.

Udeliv

På Plejehjemmet Hjortshøj har vi et fælles gårdareal med hyggepladser, som lægger op til fællesskab. Vi har en 'levehave' med plads til familie og børn, og som vi indretter ud fra de ønsker, som beboerne har. Vi har også en dejlig frugthave, ølbænk, sommerhytte, bålplads, grillborde og udelegetøj til voksne og børn. Endelig kan beboerne få vind i håret på en tur i vores dobbeltcykel eller cykel-rickshaw med hjælpemotor.

Kæledyr

Vi har ingen faste kæledyr, men familie, forstander, frivillige og medarbejdere tager jævnligt deres kæledyr med til stor glæde for mange beboere. Vi tager selvfølgelig hensyn til de beboere, der ikke er så glade for dyr. Vi har haft besøg af: hunde, marsvin, heste, fisk, fugle, gekkoer og slanger.

Du må som udgangspunkt gerne have dit kæledyr med, men du skal lave en skriftlig aftale med forstanderen om det, inden du flytter ind. Kæledyr må ikke være i andre beboeres lejlighed, medmindre beboeren har givet tilladelse til det, og det må ikke være i vores køkkener og bryggerser.