Gå til hovedindhold

Dagligdagen på Abildgården

Læs mere om livet på Abildgården: Aktiviteter, mad og faciliteter.

  • Læs op

Indhold

    Plejehjemmet Abildgården er beliggende i Aarhus N med indgang fra Abildgade 9. Vores nærområde er meget forskelligartet; der er et villakvarter, almennyttigt boligbyggeri, ungdomsboliger og ældreboliger. Plejehjemmet danner ramme om en fælles indsats for at skabe et godt hverdagsliv for beboerne.
    Vores mål er at skabe trivsel og styrke beboernes sundhed.
     
    På Abildgården støtter vi vores beboere i at være en aktiv aktør og ”herre” i eget liv. Du kan vælge at deltage i den fælles dagligdag, eller du kan vælge at trække dig tilbage i din lejlighed og nyde roen. Du er velkommen til at komme med ønsker til aktiviteter og til menu. Vi forsøger at tilgodese alles behov og ønsker.

    På Abildgården er personalet sammensat af flere forskellige faggrupper. Der er sosu-hjælpere, sosu-assistenter, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter, ernæringsassistenter og husassistenter. Vi har også sosu-hjælperelever og en del sygeplejestuderende som afløsere.

    Aktiviteter

    I løbet af året er der forskellige aktiviteter på Abildgården. Hver måned bliver der omdelt en aktivitetsoversigt over, hvad der kommer til at foregå i den kommende måned. Vi har 5 frivillige, der bl.a. er med til vores onsdagsaktiviteter.

    Eksempler på aktiviteter:

    • Musik og sang
    • Busture ud i det blå eller til spændende steder
    • Bankospil
    • Ture med plejehjemmets rickshawcykel
    • Gudstjeneste en gang om måneden
    • Sang og bevægelse
    • Årstidsbestemte aktiviteter

    På Abildgården har vi også et træningslokale, som mange selvtrænere og beboere bruger - alle kan få hjælp og instruktion fra vores fysioterapeut.

    Mad og fællesskaber

    Maden på Abildgården er hjemmelavet i vores eget køkken. Vi får varm mad om aftenen, og vi har en økologiprocent på 60-70%. Du kan nyde måltiderne sammen med de andre beboere i en af vores to dagligstuer. Vi gør meget ud af at lave små grupper af beboere, så der bliver skabt små fællesskaber. Vi har også ugentlige kvinde-og mandefrokostgrupper. Om sommeren, eller ligeså snart vejret tillader det, spiser vi i vores have. Vi holder også grillaftener.

    Fælleslokaler

    Der er mulighed for at låne vores festsal til at fejre fødselsdag og andre begivenheder sammen med familie og venner. Vores plejehjem er bygget sammen med lokalcentret, hvor der er internetcafé, motionsrum, frisør, festsal og café.

    Udeliv

    Alle lejligheder har enten en altan eller en terrasse, og vi har den dejligste gårdhave med borde, stole og parasoller, som vi nyder at sidde i og drikke kaffe, når vejret er godt. I vores have har vi petanquebane.

    Kæledyr

    I øjeblikket har vi ingen kæledyr på Abildgården. Vi ”nøjes” med at nyde vores 3 harer, der bor fast i vores have.

    Sidst opdateret: 24. oktober 2023