Gå til hovedindhold

Dagligdagen på Fuglebakken

Læs mere om livet på Fuglebakken: Aktiviteter, mad og faciliteter.

  • Læs op

Indhold

    På Fuglebakken bliver du mødt af personale, som har været her i mange år. Vi har det godt, og vi har meget lidt udskiftning af både beboere og personale. Mange beboere tilbringer meget tid i fælleskøkkenet, men det er helt op til den enkelte, hvordan man vil indrette sin hverdag. Som beboer har du et lille, fast tilknyttet team af personale til at hjælpe dig. Teamet har et tæt samarbejde med dig og dine pårørende, og vi tager altid udgangspunkt i dine ønsker og behov.

    Aktiviteter

    Der er en fast aktivitetsplan på Fuglebakken. Men derudover er der rig mulighed for at komme med forslag til nye aktiviteter - vi er altid åbne for input. Vi har mange individuelle aktiviteter som oplæsning osv. Derudover har du som beboer på et plejehjem i Aarhus Kommune et klippekort til en halv times ekstra hjælp om ugen, hvor du selv bestemmer, hvad der skal ske. Her i huset er der mange, som bruger deres klip på restaurantbesøg eller en tur i Storcenter Nord. Du kan enten bruge dine klip løbende, eller du kan spare klip sammen, hvis du gerne vil noget, der tager lidt længere tid.

    I område Midt Øst har vi en oplevelsesmedarbejder, Andreas, som, ud over at afholde sangcaféer på alle plejehjem, også arrangerer andre aktiviteter, fx busture og cykelture med beboere i vores rickshawcykel. På den anden side af vejen ligger Møllevangsskolen, hvor vi har en venskabsklasse, som vi hygger os med et par gange om året. Vi sætter stor pris på samværet med børnene i vores venskabsklasse.

    Rigtig mange af vores aktiviteter er drevet af pårørende og frivillige. Sammen kan vi skabe de rigtig gode oplevelser for beboerne. Har du mod på at give en hånd med, så kontakt forstander Dorthe Kirstine Thomsen på tlf. 41 87 39 51 eller e-mail: doo@aarhus.dk. 

    Træning

    I træningslokalet på 4. sal bliver der flere gange om ugen knoklet for at holde fast på de funktioner, man har. Der er liv og glade dage, og vi har et stort træningshold, hvor der bliver skabt relationer beboerne imellem. Der bliver grint, trænet, svedt og spillet bold sammen med vores to fysioterapeuter. Også hjernen skal trænes, og til det formål tilbyder vores ergoterapeut både individuel og gruppetræning.

    Mad og fællesskaber

    En stor del af vores beboere spiser i ét af vores tre fælleskøkkener. Vores kok, René, og vores ernæringsassistent, Jette, laver fantastisk mad og dejlige kager til os. Og de tager gerne imod nye ideer. Pårørende og venner er velkomne. Flere gange om ugen har vi spisevenner/familie med børn, som kommer og spiser med om aftenen. De giver lidt liv i måltidet, og vi får lidt nyt at tale om. Tre gange om året har vi temamiddage, hvor vi ”rejser” til et nyt land. Vi pynter op og får mad fra det pågældende land.

    Fælleslokaler

    Vi har tre etager, og på hver etage er der et fælleskøkken, hvor der på to af etagerne er en lille sofagruppe.

    Udeliv

    Da vi har adresse midt i byen, har vi ingen have. I stedet har vi en lille terrasse ved indgangen, som er meget populær om sommeren. Her er der liv, frugttræer, bærbuske mm., som du kan dufte til og smage lidt på. På hver etage har vi en altan ud til vejen. Her er mange glade for at være om eftermiddagen, når solen kommer på, og man kan følge med i Møllevangsskolen overfor og mærke hverdagslivet på legepladsen og på gaden. På altanerne har vi fuglekasser, og på anden sal har vi et drivhus, som forsyner os med lidt grønt om sommeren.

    Sidst opdateret: 29. september 2023