Her på Hørgården lægger vi vægt på:

  • at skabe et godt hverdagsliv for dig og de andre beboere med udgangspunkt i den enkeltes ønsker, drømme, behov og muligheder
  • at du som beboer oplever tryghed, fællesskab og nærvær med baggrund i en god atmosfære
  • at du som beboer oplever hjemlige forhold med mulighed for at leve dit liv ud fra egne præmisser, og at dine individuelle behov og ønsker bliver respekteret
  • at din dagligdag som beboer her og nu tager udgangspunkt i dit nuværende liv, hvad du kan og i din livserfaring
  • at prioritere samarbejdet og kontakten med din familie og venner højt, og at de i forhold til dine ønsker bliver inddraget mest muligt i din dagligdag
  • at den enkelte beboer så vidt muligt bevarer fysiske og psykiske funktioner, og at du derfor kan forvente at blive aktivt inddraget i daglige gøremål alt efter, hvad du kan overskue
  • at tage hensyn til individuelle vaner og rutiner, hvorved selv- og medbestemmelsesretten respekteres

Aktiviteter

 

Du har mulighed for et privat liv i din egen lejlighed. Der er også god mulighed for at være med i et socialt fællesskab med dine nye naboer. Fællesrummene og haven er centrum for hverdagens aktiviteter og gøremål, som planlægges i et samarbejde mellem beboerne og personalet. Af aktiviteter kan bl.a. nævnes:

  • kor
  • sang og musik
  • gudstjeneste
  • yoga
  • gymnastik
  • herregrupper og kvindegrupper
  • maling
  • bus- og cykelture

Vi har også et dejligt orangeri, der gerne må bruges. Vi tror på tiltag, der fortsætter, så der hver dag er noget meningsfuldt at stå op til.

Mad og fællesskaber

Når du bor på plejehjemmet, er der fuld forplejning, undtagen på vin, øl og kapselvarer. Maden bliver lavet af vores dygtige ernæringsassistenter – og der er mulighed for at komme med ønsker om livretter. Vi spiser det varme måltid til aften. Du bestemmer selv, hvornår du vil spise morgenmad, og om du vil spise i din lejlighed eller den fælles spisestue.
I det hele taget er det vigtigt for os, at du oplever en overensstemmelse mellem det liv, du lever hos os, og den måde, du ønsker, det skal være på.

Fælleslokaler

Fødselsdage fejrer vi meget gerne med tilhørende lagkage eller lignende, og højtider bliver holdt i hævd. Du er meget velkommen til at låne vores fælleslokaler til besøg af familie og venner, fødselsdage, fester og andre arrangementer.
Alle fællesrum er røgfrie.

Udeliv

Vi tror på det sanselige og naturen, der heler og styrker vores trivsel og mentale sundhed. Så vi har masser af udeliv med bålmad og hygge. Og det meste af sommeren indtager vi vores måltider udenfor, når det er muligt.

Kæledyr

Vi ønsker at værne om dyrelivet i vores have med hus til vores pindsvin, nøddeautomater, fuglekasser, og så har vi vores røde høns, der bidrager med dejlige økologiske æg hver dag og som dagligt kræver pasning af os.